Uddannelser

Spørg en vejleder

Søg på KTS

Interview: Kvalitetsstyring for rotationstrykkere

Interview: Kvalitetsstyring for rotationstrykkere

Fakta

Navn: Niels Wedege Petersen

Alder: 45 år

Kursus: Kvalitetsstyring for rotationstrykkere

Kursussted: Københavns Tekniske Skole, Julius Thomsens Gade

Niels Wedege Petersen mener, det er vigtigt at følge med i udviklingen inden for sit fag. Det gør han blandt andet ved at deltage på kurser, hvor han ud over det faglige også får en masse kontakter, som han bruger i sit arbejde.

"Det er væsentligt, at man løbende uddanner og udvikler sig i sit fag. Udviklingen i den grafiske branche og samfundet betyder, at der ikke er nogen uddannelse, der kan bære dig gennem livet. Du er nødt til løbende at følge med."

Niels Wedege Petersen er ikke i tvivl: At tage på kursus er simpelthen nødvendigt. I øjeblikket er han er på kursus i kvalitetsstyring for rotationstrykkere på Københavns Tekniske Skole. På kurset bliver Niels og hans holdkammerater undervist i, hvordan de sikrer en ensartethed, og hvordan de overholder ISO-standarderne.

Niels arbejder til daglig på et trykkeri i Struer, som blandt andet trykker De Bergske Dagblade og Urban Vest. Og det er vigtigt, at aviserne og ikke mindst annoncerne er flotte. En del af hans arbejde går derfor ud på at sikre, at annoncørerne får pæne annoncer i samtlige udgaver af dagens avis.

Kursist tjekker print


Sjusk kan blive en dyr fornøjelse
En annonce kan koste mange hundrede tusinde kroner, og hvis ikke kvaliteten er i orden, kan det ende med at koste avisen eller trykkeriet penge. Annoncøren vil have den vare, han har betalt for.

"Det kan blive meget dyrt ikke at have styr på produktionsflowet. Der er nogle standarder, du skal overholde, så dem skal du have styr på. Og så skal du vide, hvordan du kan rette fejl, hvilke muligheder du har for at gå ind og rette - og hvor. Det nytter ikke at have det bedste udstyr, hvis du ikke ved, hvordan du skal bruge det," siger Niels.

Kvalitetssikring kan være en større omgang, når man arbejder med kæmpemaskiner til 100 millioner kroner, der kører ustandseligt.

"Der er forskel på, om du trykker ark, eller om du trykker avis. Ved arktryk har du mulighed for at kontrollere hvert enkelt ark. Der er nogle strips i de fire trykkefarver på arket. Og for hver af farverne er der et fuldtonefelt og typisk nogle rasterfelter i 40 og 80 %. Dem går du så ind og måler på. Strips'en bliver senere skåret af, så folk aldrig ser den. Ved avistryk laver vi et prøvetryk, når vi mener, der er behov for det. Trykkemaskinerne kører i døgndrift, så du kan ikke bare stoppe trykkemaskinerne og lave et prøvetryk. Så kommer der ingen avis. Det er derfor noget, vi planlægger."

Prøvetrykket bliver så vurderet og undersøgt for afvigelser, der ligger ud over standarden. Hvis der er fejl, går Niels og hans kolleger i gang med at finde, hvordan fejlen opstår. Det gør de ved at tage det færdig produkt og så gå tilbage i processen. Undervejs er der nogle felter, de måler på. Hvis alle målefelterne i trykkemaskinen er i orden, går de videre til næste led, det kan for eksempel være CTP-maskinen, og når den er undersøgt og indstillet, går de videre til grafikeren og sikrer, at hans billeder er så optimale, som overhovedet muligt.

Kursist tjekker maskine

Alt det der ikke står i programmet
I kursusprogrammet står der, at Niels blandt andet bliver undervist i: "linearisering og kontrol af kemi og Ugra's kontolstrip til CTP-plader samt plade- og trykdensitometer". Og det har Niels et stort udbytte af, men for ham er alt det, der ikke står i programmet lige så vigtigt.

"Jeg får udbygget mit faglige og personlige netværk, hvilket har stor værdi. Jeg har da nogle gange ringet til nogen af dem, jeg har været på kursus med, fordi jeg ved, at de har en viden inden for nogle områder, som jeg har brug for. "

Niels prøver at komme på fagteknisk kurser en gang om året. Ud over at holde ham opdateret om den teknologiske udvikling inden for sit fag og få styrket sit netværk, er kurset også med til at give ham inspiration.

"Når fagfolk er sammen, er der stor videndeling, og det har absolut stor værdi. På den måde får jeg samlet ideer og får inspiration til, hvordan vi kan gøre tingene smartere. Og så bliver du mere interesseret i dit fag, når du går på kurser. Du følger mere med."

Og der er ingen sure miner over, at Niels og kollegerne gerne vil og tager på kursus.

"Ledelsen synes, at det er alle tiders, at vi tager på kursus. Den får jo nogle motiverede medarbejdere tilbage, som er blevet dygtigere og kan være sparringspartner i arbejdet med at møde kundernes stigende kvalitetskrav. På den måde er vi med til at sikre, at virksomheden ikke står stille, og at vi har viden om den seneste teknologiske udvikling."

Fra håndværk til kontrol og overvågning
Niels blev oprindelig interesseret i den grafiske branche, da han var i erhvervspraktik på Viborg Stifts Folkeblad. Han var rundt på hele avisen, men det var trykkeriet, der fangede hans interesse.

"Jeg tror, at det var de store maskiner, håndværket, lugten og blyet, der appellerede til mig."

Viborg var dengang Danmarks bogtrykkerby nr. 1. Og det var derfor relativt nemt at finde en læreplads som trykker. Der er dog sket utrolig meget, siden Niels blev udlært i 1981.

"Dengang var fagligheden en masse håndværk, siden er det mere rykket over mod, at fagligheden mere er overvågning og kontrol. Jeg bruger dog stadig min uddannelse og viden om trykketeknik."

Kursist undersøger print med lup


Skolen er lavet til det
Københavns Tekniske Skole i Julius Thomsens Gade er centrum for grafisk design og uddannelse. Det kan man godt mærke, mener Niels.

"Skolen er i tidernes morgen bygget til formålet, hvor undervisningslokalerne er oppe i huset, og maskinerne nede i kælderen. Der er en helt unik viden her med dygtige og vidende undervisere, og så er der et godt samarbejde mellem arbejdsplad-sernes tillidsrepræsentanter, skolen og fagforeningen, så vi i samarbejde kan lave de kurser, vi har behov for."

Hvad næste kursus skal være, ved Niels endnu ikke, men han er hele tiden opmærk-som på at blive opdateret om den nye teknik og få lukket eventuelle huller i sin viden. Man skylder sig selv at følge med, mener Niels.

Se mulighederne for kurser inden for "produktion af trykt og digital kommunikation".

Indhold

Få teksten læst op|Kontakt KTS|Opdateret: d. 27-07-2010
© Copyright KTS 2010. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.