Løn til voksenelever
Inden for de fleste fagområder kan elever ansættes på samme vilkår uanset alder.
Inden for nogle fag eller overenskomstområder er der dog regler om at elever over en hvis alder skal have en højere løn. Hvis virksomhed og elev laver en aftale om at eleven skal have fagets mindsteløn for ufaglærte er der i nogen tilfælde mulighed for tilskud.
Skoleophold - refusion af løn Virksomheden kan få forhøjet refusion af lønnen, når eleven er på skole - hvis eleven er fyldt 25 år, når uddannelsen starter og virksomheden betaler eleven fagets mindsteløn for ufaglærte. Virksomheden skal søge
AER (arbejdsgivernes elevrefusion) om at få sin elev godkendt som voksenelev. Se hvor meget virksomheden får i refusion og hvordan den bliver godkendt på
AER´s hjemmeside. Hvis virksomheden skal have den forhøjede refusion, skal det tydeligt fremgå af uddannelsesaftalen, at eleven får en højere løn end fagets mindsteløn for elever.
Praktikperiode - tilskud til løn Inden for nogle fag kan virksomheden søge arbejdsformidlingen om tilskud til en voksenelevs løn i praktikperioden. Tilskuddet gives, hvis det lokale arbejdsmarkedsråd vurderer, at der kommer til at mangle arbejdskraft inden for et fagområde. Det kan være forskelligt fra region til region hvilke fag der gives tilskud til. Det afgørende er virksomhedens adresse - ikke elevens.
For at virksomheden kan få tilskud skal eleven være fyldt 25 år, når uddannelsesaftalen indgås og eleven skal have fagets mindsteløn for ufaglærte. Bemærk: Tilskuddet skal søges inden en måned efter uddannelsesaftalens startdato.
Hvis virksomheden skal have løntilskuddet, skal det tydeligt fremgå af uddannelsesaftalen, at eleven får en højere løn end fagets mindsteløn for elever.
Uddannelseslængde
En virksomhed og en elev kan indgå en aftale om en afkortning af uddannelsens længde, hvis eleven kan dokumentere forudgående erhvervserfaring inden for faget eller lignende erfaringer. Det faglige udvalg skal godkende en afkortning af uddannelseslængden.
Derudover er det muligt at blive fritaget for dele af skolefagene, hvis vokseneleven i forvejen har taget fag eller kurser med et tilsvarende indhold. Den tekniske skole vurderer om eleven kan blive fritaget for skoleundervisning.
Kompetenceafklaring
Hvis man har relevant arbejdserfaring eller uddannelse fra tidligere, er det er muligt at gennemføre et kompetenceafklarende forløb på op til 14 dage på den tekniske skole. På et sådant forløb bliver det afklaret om der er basis for at få afkortet dele af praktik eller skoleuddannelsen. Det faglige udvalg skal altid godkende afkortningen af uddannelsen.